Aarhus: Fokus, flow og fællesskab - et kursus for pårørende til mennesker med demens
Trænger du til et pusterum fra en hverdag med demens tæt inde på livet?
Formålet med dette kursusforløb er at forbedre pårørendes livskvalitet og mentale sundhed. Gennem træning af nærvær og opmærksomhed samt kreative aktiviteter vil vi tilbyde nogle redskaber til at modvirke bekymring, stress og angst. Forløbet vil være en god blanding af mindfulness, yoga og kreative fordybelsesopgaver.
Under forløbet vil du få præsenteret teoretisk viden om hjernen og kroppen i et let tilgængeligt og forståeligt sprog, som kobles til øvelser og kreative opgaver, så du som deltager får konkrete redskaber at hænge din nye viden op på. Man behøver ikke at have erfaring med eksempelvis maleri eller andre kreative projekter for at kunne deltage.
Ved at mødes med andre pårørende i samme situation vil forløbet invitere til at dele udfordringer og opbygge nye sociale relationer i et trygt og skabende fællesskab.
Hvorfor kreativitet og mindfulness?
Kreativitet skaber et sprog, der rækker ud over det talte sprog. Det giver et lille helle; et pusterum, hvor man kan glemme. En stund med fokus på væren, hvor man er optaget af en aktivitet med hænderne, som giver en pause. Det skaber en ro og intimitet og noget at være fælles om. Det åbner op for både glæden, men også for muligheden for at opnå nye indsigter og redskaber til at overkomme en svær livssituation.
Mindfulness giver mulighed for afslapning og ro i sindets aktivitet. Med simple yogastræk, gående meditation og liggende kropsscanning får du mulighed for at mærke, hvordan mindfulness virker på dig. I øvelserne kan man ikke gøre noget forkert, og du vil få instrukser og informationer, så du føler dig tryg ved at lave de enkelte øvelser.
Kurset består af en introduktion og herefter 5 mødegange. Ved hver mødegang vil der være en let fælles frokost, hvor der er plads til mere ‘løs’ snak.
Forløbet henvender sig til alle pårørende (både ægtefæller/samlevere samt voksne børn og børnebørn).
Datoer og tid:
Torsdag d. 26. oktober 2023: kl 11-12: Introduktion til forløbet
Torsdag d. 2. november 2023: kl 11-14: Modul 1
Torsdag d. 9. november 2023: kl 11-14: Modul 2
Torsdag d. 16. november 2023: kl 10-13: Modul 3
Torsdag d. 23. november 2023: kl 11-14: Modul 4
Torsdag d. 30. november 2023: kl 11-14: Modul 5
Mødested: Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C., lokale 1.1.
Tilmelding: Tryk på "Start tilmelding" her på siden eller kontakt os på tlf. 52 10 22 26 - vi bestræber os på at besvare telefonen på hverdage mellem 10:00 og 14:00. Hvis vi er forhindret i at besvare dit opkald, ringer vi tilbage hurtigst muligt. Du kan også kontakte os på mail: dfoe@alzheimer.dk
Tilmeldingsfrist: Torsdag d. 19. oktober. 2023 kl. 09:00
Pris: 300 kr. pr. person. Aktiviteten bestilles og betales her i højre side. Når tilmeldingsfristen er overskredet, kan vi ikke refundere det betalte beløb. Vi vil altid gerne hjælpe over telefonen med betaling eller lave en særaftale om betaling på selve dagen. Vi foretrækker dog, at der betales ved tilmelding.

Forløbet er støttet af Vellivforeningen
Information om arrangementet
Dato og tid Torsdag d. 26. oktober 2023 kl. 11:00 til 12:00
Tilmeldingsfrist Torsdag d. 19. oktober 2023 kl. 09:00
Sted
Folkestedet
Carl Blochs Gade 28 (lokale 1.1)
8000 Aarhus
Indlæser